DKK Aktivitet 3

Forslag til arbejde med børns mundtlige legekultur i institutioner.

Vi har valgt at tage udgangspunkt i en SFO. Hvor vi vil have at børnene selv skal vælge en ”vits” de vil fremføre som en sketch eller et lille teaterstykke for de andre børn.

Hvorfor har vi valgt SFO?

I en SFO finder man en masse fri leg som forgår mellem børnene, dette er i sig selv en god ting, men der kan dog være visse ulemper ved den fri leg, såsom hvis et barn føler sig uden for og ikke rigtigt kan komme ind i den frie leg. Børn er ikke født til at lege, det er noget de med tiden lærer, i legekulturen er der en masse uskrevne regler.

Under den frie leg dannes der på naturligvis grupper, disse grupper kan være svære at opløse i den frie leg.

Derfor vil vi vil i vores aktivitet arbejde med at bryde de eksisterende grupper som allerede findes, og skabe nye sociale relationer for børnene. I en SFO findes der forskellige aldersgrupper, her syntes vi at det ville være interessant at mikse børnene på tværs af klassetrinene. I vores aktivitet er det vigtigt at have gode sproglige kompetencer, derfor vil et godt mix af klasserne fungere bedst. Vi vil opfordre børnene til at være kreative i deres optræden, og give dem forskellige værktøjer til at arbejde med sproget.

Det praktiske forløb

Når aktiviteten skal opstartes, skal der være sat god tid af til eventuelle spørgsmål, undren mm. Fra børnenes side. Børnene skal føle at de er i et tryk miljø hvor der ikke findes dumme spørgsmål.

Børnene stilles i en række og pædagogen deler børnene op i grupper, derefter vil pædagogen præsentere for børnene hvad denne aktivitet går ud på, og hvordan forløbet skal se ud for dem.

Ideen er at hver gruppe skal finde på en sketch eller en vits, de må tage en der allerede eksistere, eller være kreative og finde på deres egen. Derefter skal det øves igennem, så gruppen kan være klar til at vise det for de andre børn. Det kan i de fleste tilfælde være meget grænseoverskridende for børnene at indgå i helt nye grupper og at skulle optræde for andre. Vi vil støtte børnene i deres usikkerhed, samt være med til at rykke deres grænser, så de tror mere på sig selv.

Under deres optræden er det tilladt at være fantasifuld og kreativ, der skal stilles sminke, klæd-ud-tøj, pap osv. til rådighed til børnene.

Under fremførelserne af vitserne og sketcherne bliver børnene fotograferet, dette skal ende ud i en spænende vittighedsbog. Børnene skal selv være med til at indføre deres bidrag, samt medfølgende tekst i vittighedsbogen.   

Som afslutning til denne aktivitet samles alle børnene, her får hver gruppe tid til at fortælle hvad de syntes om dette forløb. Der skal blive diskuterer hvad gruppen gjorde godt – mindre godt.

Børnene vil få udleveret et eksemplar af vittighedsbogen!

Hvilke problemer kan fremkomme under aktiviteten:

Hvis børnene er umotiveret

Hvis børnene virker umotiveret under denne aktivitet, er det vigtigt at inddrage dem i forløbet på bedst mulige måde. Der er lagt rammer for hvad aktiviteten går ud på, og derefter har de frie tøjler til at være kreative og sætte deres egen præg på deres forløb.

Hvis der opstår problemer med de nydannede grupper

Når et barn møder usikkerhed ved f.eks. i dette tilfælde ved at blive skilt fra sin faste gruppe, skal det mødes på en positiv måde, men samtidigt er det vigtigt at få barnet forklaret alle vi alle hver i sær har noget spænende at byde ind med, og at det oftest kan være lærerigt at arbejde på tværs af grupperne.

Børn som til hver dag ikke er i en fast gruppe, har her mulighed for at danne nye relationer og tilegne sig flere sociale kompetencer, dette kan medføre selvtillid og selvværd.

Hvis børnene har svært ved at starte aktiviteten

Her en gruppe svært ved at komme i gang med at finde en vits eller en sketch kan de tilbydes at bruge internettet, eller søge information på biblioteket. Der skal selvfølgelig hele tiden være mulighed for at blive guidet af pædagogen under forløbet.

En del af skolen

SFO er en del af skolen og derfor også underlagt folkeskoleloven, men her er der ikke mange ord at hente om formål og indhold med SFO'erne, eller den rolle de skal spille i forhold til skolens samlede virksomhed.

Heller ikke på kommunalt niveau er der meget fokus på indholdsbeskrivelser og målsætninger for SFO. Kun omkring halvdelen af kommunerne har formuleret den slags målsætninger. Og resultatet er at der er stor forskel på hvordan den enkelte skole opfatter og udøver SFO's rolle og funktion, viser EVA's (E-magasinet EVAluering) undersøgelse.

Vi ønsker at børnene i denne periode oplever et forpligtende fællesskab, som kan være dem til gavn i deres fremtidige udvikling. De skal arbejde sammen på tværs af den daglige gruppestruktur, på tværs af klasser og ven/venindegrupper. Det giver os gode muligheder for at se flere af børnenes ressourcer i nye sammenhænge

Fællesskabet er med til at udvikle børnenes sociale kompetencer. De kan lade deres fantasi blomstre, få vist hvad de mestrer og samtidig lære, at deres kammerater også har noget unikt at byde ind med. For mange børn betyder det at deltage i et teaterstykke, at de personligt skal overskride nogle grænser. Nogle skal overvinde deres generthed og lære at bevæge sig ud på ukendt grund, mens andre skal lære at give plads til de børn, der er med på deres teaternummer.

Det er vores opgave at støtte børnene i denne proces. Vi værner om de optrædende børn, så de ikke oplever nederlag eller bliver til grin. Vi øver ikke kun at være aktører - men også at være gode "publikummer", da der jo findes uskrevne regler om hvordan man forholder sig der.

I vores projekt er alle afhængige af hinanden, hvilket gerne skulle forstærke sammenholdet i gruppen.

Konklusion

Det er vigtigt inden vi går i gang med sådan et projekt, at vi nøjagtig har overvejet hvem man vil inddrage, hvad målet er og hvordan vi når dertil. Hvis ikke vi har børnenes opbakning, er det umuligt at gennemføre. Da vi jo iflg. skoleloven ikke SKAL lære børnene noget i SFO’en- men faktisk kun “passe” dem, er vi ikke låst fast af et pensum som skal nås. Vi har næsten frie tøjler. Dog er det en fordel at have et fælles idégrundlag i SFO’en, så alle pædagoger arbejder ud fra fælles værdier og normer. Det er vigtigt at sende ens signaler til børnene.

Aktiviteten fremlægges på iflg.næste seminar indkald - Vores produkt: PowerPoint

Børn og kultur – mellem gamle begreber og nye forestillinger

Det er vigtigt at der er klart hvad pædagogiske begreber mener og at dette er fastlagt, uklare begreber følges af uklare tekster og handlinger. I Det 20 århundred var der primært to kulturbegreber på spil. Det klasissisk humanistisk dannelsesbegreb og efterfølgende i slutningen af de 20 århundred det antropologiske kulturbegreb.

Vi er lige nu i skiften fra et traditionel til et senmodern/postmodern samfund, med denne skrift kommer der nye begreber ind på banen of forandrer det økonomiske, kulturelle, private, politisk, og sociale.

Ifølge Thomas Ziehe finder der siden 50´erne en kulturel frisættelse sted, det centrale her er en æstetisering af hverdagen. I 80´erne er deenne æstetisering næsten overalt. Kulturinstitutioner og uddannelsesinstitutioner havde intild 80´erne monopol på hver sin tilgang, men efter 80´erne brydes disse monopoler. De styrker og betydninger de to forskellige institutioner havde for sig, blev optaget af hverdagskulturen  og dermed blev grænserne indenfor disse institutioner nærmest opløst.

Ifølge Ziehe spiller det æstetiske en større rolle indenfor børnenes socialiesering en institutionernes pædagogiske og didaktiske læreprocesser, da selvom i 80´erne den sociale institutionalisering blev større og større, er det i ikke i instutionerne børnene primært bliver socialiseret. Normer, værdier, regler, roller og identitet bliver fundet i den æstetiserede hverdagskultur uden didaktiske mål og intentioner.

Videre er bliver der mere opgørt med at børnekulturen og ungdomskulturen er vidt forskelligt. Det har mange lige træk sammen med at ikke kun de sociale betingelser har forandret sig men også at der er sket en stor kulturel forandring idet vi er gået til et stærk medialiseret samfund. ”Det er ikke sociale netværk der findes hvor medierne kommer til, det er gennem medierne sociale netværk opstår”. Vi er gået fra at børnen leger udenfor på gaden til at man møder sig via medier og er tilstede i ”hjemmet”. Men med dette er den æstetiske produktion gået til en produktion som mange børn og unge er med til at skabe.

Forskellen melle børns kultur og børnekultur: Børns kultur er præget af medier og mediale udtryksformer, børnekultur er teater, kunst, museer og litteratur der indtil nu ikker er optaget af det mediale.  Så kommer bogen ind og fortæller os om kultur i stor forstand og så om børnekulturen historisk set. Hvordan den opstod og hvordan den de første gange blev anset og udlevet. I denne tid var det kun kultur for og med børn.

Pædagogisk børnekulturbegreb/Pædagogisk kunstbegreb – Pædagogisk kvalitetesbegreb

Børns kultur – Børn er i kultur, det er noget de ser med, en postition de taler fra. Vider er ikke kun kognitiv viden.

Instrumentelle kultur knytter sig til institutioiner, disse giver rammer og regler og der skabes resultater der kan testes. Den autoteliske kultur knytter sig til fritig og kulturliv her er der ingen rammer og regler det er vi selv der vælger og bestemmer. Herunder finder vi også børns kultur.

Børns mundtlige legekultur

Teksten viser os forskellige mudtlige udtryksformer som øgenavne, kælenavne, gåder, udråb, nonsensfortællinger, ord-gakgak osv. Den belyser for det meste til udtrykso´formerne fra de 6-12 årige, men henviser også til at der består udtryksformer i f.eks vuggesuten.  Denne legekultur udåves ofte ude tilstedeværelsen af voksne og defineres som begreb som ”børns æstetiske-symbolske udtryksformer”  og er samlebetegnelse for lege og andre udtryksformer. Legekulturen tilegnes gennem øvelse og gentagelse. Legekulturen bliver også ofte udøvet i familen, således har forældre og især søskende stor indflydelse i barnets legekultur, de lærer barnet vitser osv..  Således skelner man mellem den horisontale overlevering (fra barn til barn) og den vertikale overlevering (fra voksne til bar). Men også den mediale overlevering finder mere og mere sted i nutiden.

Sproget er et magtredskab som man kan have magt og indflydelse i diskussioner med hvis man behersker sprogets aspekter og anvendelsmuligheder. I familien oplever børnene en hvis stabilitet og tryghed, mens de i institutionen er nød til at kunne omgå med mange forskellig mennesker der bruger sproget på forskellige måder. Det siges i teksten at den mundtlige humor forudsætter kendsbat til tre systemer, det socikulturelle ( viden om samfund og kultur), det  lingvistiske (sprogets indretning, fx fonetik og semantik) og det poetiske (sprog som genstand der kan manipuleres på kreative måder).

Gåder og gådevitser f.eks Den har fire ben, men den kan ikke gå? En seng.  Her kan børn fint være med til at finde på nogen gåder, ofte er svarene umuligt at gætte. Ved gådeitsen bliver svaret derimod med det samme fortalt.

I gysefortællingen bruger fortælleren sproglige og dramatiske virkemidler, fx stemmeføring, pauserig og gestik.

Alle børnene er en genre hvor der leges med rim fx Alle børnene var tynde – undtagen Lykke – hun var en af de tykke. Også her har børnene gode muligheder for at selv finde på nogle vitser.

Hved parodier efterligner fortælleren en anden person, her bliver de ting som persone ofe gør efterligner meget overdreven. Børn benytter sig ofte af parodier hvis de fx laver anr af læreren eller forældrene.

Rim og remser kan have mange forskellig former med er kendetegnet ved klart rytme, bogstave eller enderim.

Pædagogens rolle i forhold til denne legekultur kunne være at i nogen situationer bare lad være med at blande sig i børnenes aktivitet for at la dem afprøve tingene selv, men på den anden side kan pædagogen også være med til at styrke dette. Man kunne indrette et fortællesofa, indlede kompetencer eller lave et bog med børnehavens vittigheder.

Gakkede gangarter, vilde viter, rallende råb!

Teksten handler om hvordan pædagogiske læreplaner kom in på banen og om dette er vejen til en mere på læring og udvikling baseret pædagogik. Teksten handler for det meste om det nye emne der skal tilføjes læreplanerne: Kulturelle udtryksformer og værdier.

Nordlæs og Pisa undersægelser har vist at danmarks unger læser ret sent, kan for lidt matematik osv.  og nu er læreplaner kommet på banen. Betyder dette at danmark bevæger sig væk fra en kultur hvor børnene havde mulighed for at lege og udtrykke sig i sine egen former til en kultur hvor allerede børnehaverne er baseret på udvikling og indlæring? Det sidste år fra børnehaven er lavet om til såkaldte børnehave-klasser og læreplaner er komme ind på banen for at lære tal og bogstaver, natur, krop, sprog og kultur og nu også i feltet kulturelle udtryksformer og værdier.

De tre K´er består af Kultur for, med og af børn. Det to første baserer på det ganle børnekultursbegreb som med en udviklingspsykologisk optik betragter børn relationerne mellem børn og kultur som indlærings- og socialiseringsprocesser. Kultur af børn består af at børne er med atil at skabe deres egen kultur, denne kultur skaber ofte ikke nogen produkter men er kun vigtig i den moment den foregår. Således kan det være barnets måle at gå på som ikke er målorienteret. Netop dette har den problematik at kultur af børn i praksis er blevet til det som pædagogerne vil have den. Således kunne alt hvor børne var med blive til kultur af børn.

Mouritsen viste behovet for en ny optik, den kulturelle optik hvor den traditionelle udviklingspsykologiske optik ikke længere virkede. Den traditionelle optik anså børnene som becomings, som væsener der skulle fyldes og formes, den nye kulturelle optik anser derimod børnene som beeings, som væsener der selv skal forme og danne sig selv. I det klassiske kulturbegreb bliver de voksne til dem der planlægger og børnene bliver til formbare og modtagende. Mouritsens kulturelle optik opstår derimod i det antropoliske kulturbegreb, børnene er kultur og de lever denne kultur idet de laver alt de vil til noget spændene og udfordrene. Bare det at gå kan blive til en udfordring. Netop dette skal den nye børnekultursbegreb kunne forklare og sætte i sammenhæng med den pædagogiske praksis. Hvis det gamle syn af børnekultur nedlægegs bliver bliver forskning i og formidling af børnekultur dermed til: ”Kunstneriske og andre symbolsk æstetiske problemer og udtryksformer samt deres kontekst” Dermed bliver børnekultur fra et socialisationsfelt til et æstetisk felt.

Æstetik som videnskab blev grundlagt i 1735 med to genstandsfelter: 1. soms tudier i de senstive veje til erkendelse, der spillede sammen med de rationelle 2. som studier i kunstskabende og kunsttilegnelse. Fordi tidens rationelt orienterede videnskab ikke anerkendte at man kunne opnå viden og sandhed gennem fødelser og sanser. Børns kultur og kultur med børn er dermed til stede i det første genstandsfelt.

Æstetisk mønstre handler om et mønstre, en gentagelse der gennemføres igen og igen som indebærer en eksistentiel, følelses-, oplevelses- og udtryksmæssig  grundlag. Udgangspunkter for det æstetiske er kroppens gestik, mimik og rytmiske udtryksformer  mens mønstret består af at aktiviteten gennemføres igen  og igen og fortås er modtageren. Hermed bliver udfra det æstetiske skabt det sociale. Denne æstetiske handle, kommunikations og samværsform kraver mønstre regler og kulturelle udtryksformer. Lært bliver disse igennem at processerne bliver gentaget og gentaget igen og igen.  Detter er en kulturell udtryksform og med de barndomsbetingelser vi har skabt idag har vi brudt med børnenes naturlige muligheder for at lære de forskellige udtryksformer fra generation til generation.  Dette har rug for alderforskellige børn og fraværend af voksenovervågning dette har vi taget igennem aldersorienterede grupper og institutioner, dermed er griber børn til nutidens medier der genetablere disse fællesskaber.

Børns kultur handler om børns mulighed for tilegnelsen af mønstre, genrer og de kulturelle udtryksformer de rummer for dermed at improvisere, omskabe og videreudvikle dem. Børnekultur handler om det æstetiske udtryk og oplevelser i kunst og i medier og kreativ praksis, der med mønstre og udtryk kan bidrage til at inspirere og kvallificere børns egne kulturelle processer.

Den kulturelle optik består altså i at børnene ikke erkender i begreber, udlægninger og forklaringer, men i handlinger, de oplever som meningsfulde. Det nye børnekultursbegreb indebærere dermed også at ikke alt børns liv indebærer er kultur.

Med dette nye børnekultursbegreb bliver læreplanerne i forhold tiil kulturelle udtryksformer og værdier nemlig noget andet.

-børn er båder subjekter og objekter for egen kulturel dannelse.

-i forhold til 0-6 årige børns kulturelle udtryksformer er læring forundet med æstetisk formgivende processer, der sætter følelser, spænding, gru, gys, sjov, ballade angst og smerte i centrum. Man kan sagtens bruge tal, bogstaver, alfabet, ligninger som rekvisitter, hvis man kan finde et mønstre, der gør der burgbare. Men ingen lærer at læse, stave, eller regne af den grund. Rekvisittere er kun midler for det egendltige: den legende proces, der opleves som sjov, spændende, udfordrene. Indfinder den sig ikke har hverken tal, bogstaver, ord erller ligninger nogen værdi.

- at processernes kvalitet afgøres af de deltagende – ikke af dem, der står uden for med skumle hensigeter

- at voksne kan bidrag, når de deltager